Historie

“Aarhus JULEPOT” er en ædel og traditionsrig forening, som ifølge de ældste medlemmer har eksisteret siden 1973.

PDF fil – “Historien om JULEPOTTEN

For en forfærdelig masse år siden opstod der en lille forening i Århus. Den fik faktisk navnet ”Julepotten”.

I det herrens år 1973 mødtes 3 gutter hos Peter Michelsen, som dengang arbejdede hos FDM Rejsebureau. De andre to var Per Harling og Jørgen Lænsø – begge fra SAS i Århus.

Alle vi 3 havde en såkaldt ½ indkøbsdag op mod Julen, og da vi alle var privilegerede mænd og vores koner havde mest forstand på indkøb af julegaver, syntes vi at denne halve dag skulle bruges til noget mere fornuftigt. Vi fandt et sted i Paradisgade, hvor der var mange billardborde, hvor vi kunne spille almindelig keglebillard.

Det var i begyndelsen kun billard som blev spillet, men senere hen indførte Per så at vi også skulle spille terninger. Spillet hed 7’eren, og reglerne var ganske enkle, og alligevel meget komplicerede, da de faktisk blev ændret år efter år, ja selv midt under spillet kunne PH – til egen fordel – ændre på reglerne.

Jørgen Lænsø var kun med et par år, og så kom Kristian Abildhauge Thomsen – FDM Rejsebureau med i kredsen.

Bjarne Hagelquist fra SAS blev også optaget som medlem i Julepotten, og så begyndte det at blive et større arrangement, hvor der blev spist frokost og indkøbt store cigarer, samt 1 flaske Whisky, der skulle bruges som præmie til den, som i andet spil først nåede 200 points. Senere blev dette sat ned til 100 points. Der skulle jo være mulighed for at nå den sidste bus eller tog hjem til vores koner.

Senere kom Kjeld Sørensen, Det var dog så uheldigt, at vores spilledage næsten altid faldt på de dage, hvor KS skulle til anden julefrokost, eller skulle til et kundearrangement, så KS var heller ikke med i mere end et par år.

Klubben bestod i en del år af PH, BH, KAT samt PM. Det var blevet vanskeligt at finde billardborde med tilhørende kegler, så i mange år var det på Lions Pub, hvor arrangementet fandt sted.
Julepotten fik nok først format, da Finn Sandvei kom til klubben. Der blev sendt højtidelige indbydelser ud med dertil hørende dagsorden.

Per Harling afgik desværre ved døden i en alt for tidlig alder, og der var faktisk på tale at klubben skulle dø ligesom vores allesammens ven Per, men det skete så heldigvis ikke.

Klubben fik yderligere liv, da Poul Ditlev kom med i den nu efterhånden gamle klub. Sidste skud på stammen i familien er Henrik Bjerregaard, Lufthansa, Steffen Riiskjær fra Atlantic Airways nu Billund Lufthavn, Henrik Møller fra Finnair, Vagabond, Per Levring fra Atlantic Airways og Gert Hansen fra Avis, – seneste Mogens Priess Sørensen BCD Travel og Jan Berg VIA Egencia – og fra 2023/24 Carl Carlsen SMART.

Der er udnævnt en Potmester som er Peter M, Potkasse Passer Poul, Potæresmedlem Kristian, Potskriver Henrik M. samt de øvrige Potmedlemmer, Henrik M, Steffen R, Henrik B. Per L. & Gert H.  Mogens P, Jan B, Carl C

Sign. honorær Potmester Peter Michelsen